Samfund

Boligkøbere skriver sig op i tusindvis

Foto: RealMæglerne.

En ny tendens breder sig på det danske ejerboligmarked. Boligkøbere skriver sig op i tusindvis med ønsker til køb af bolig. Det viser RealMæglernes BoligBarometer / April, som er baseret på mere end 100 butikkers landsdækkende salgstal og boligstatistikker fra Boligsiden.dk.

Udsigten til stigende renter og inflation bremser tilsyneladende ikke købelysten på boligmarkedet. På nuværende tidspunkt er antallet af købere, der er skrevet op med specifikke ønsker til deres næste bolig, 65 procent højere end for bare tre år siden. Det viser en gennemgang af køberkartoteket hos ejendomsmæglerkæden RealMæglerne.

– Det er jo boligmarkedet i en nøddeskal. Depoterne blev støvsuget i 2020 og 2021, og købelysten fortsætter. Det er nemt at være boligsælger lige nu, men på trods af det, mangler der Til salg-skilte derude, så køberne stiller sig i kø og venter på, at det rigtige kommer, fortæller Preben Merrild Angelo, adm. direktør hos RealMæglerne.

Corona har ændret fokus

En gennemgang af kædens Guldkøber-kartotek viser, at antallet af nye købere, der stiller sig i kø med helt specifikke ønsker til drømmeboligen, er væsentligt højere end i 2018, 2019 og 2020. I 2021 blev antallet af nye opskrivninger næsten fordoblet, og 2022 ligger i samme niveau.

– Det skyldes bl.a., at mange boligkøbere under corona-nedlukningen har skiftet fokus fra at bo tæt på arbejdspladsen til at bo længere væk, men længere væk kan godt være flere geografiske steder, og så skriver man sig op med flere specifikke ønsker, forklarer Preben Merrild Angelo.

Dernæst peger han på, at priserne er steget mest i byerne, hvilket får flere købere end tidligere til at skrive sig op til boliger uden for de store boligområder, og her venter på det helt rigtige.

Amok i 2021

Alene i årets første fire måneder ligger antallet af nye oprettelser i kartoteket næsten 10 procent over gennemsnittet for 2018-2022.

– Det skyldes, at der er rift om boligerne. Køberne vil gerne informeres hurtigst muligt, så de kan slå til, når drømmeboligen bliver udbudt til salg. For andre handler det om, at boligønsket er meget specifikt, og så står de gerne i kø i en længere periode, og er villige til at rykke videre fra deres nuværende bolig, når muligheden lige pludselig opstår. Når mange vælger at vente i en længere periode, vil totaltallet jo logisk vokse sammen med de mange nye, der kommer til, forklarer Preben Merrild Angelo.

Antallet af opskrivninger gik amok i 2021 med 11.000 nye Guldkøbere i kartoteket, hvilket er det højeste antal nogensinde for et år hos RealMæglerne, men hvis 2022 fortsætter i samme tempo som nu, vil der i slutningen af året være godt 10.000 nye, der har oprettet en Guldkøber-profil. Så altså næsten en gentagelse af 2021.

Klapper med én hånd

Til sammenligning var der i 2018-2020 i gns 6.000 om året, der oprettede en profil.

– Vi klapper med én hånd, for det er naturligvis godt, at ejerboligen som boligform er mere populær end nogensinde før. På den anden side venter vi med at klappe med den anden, for det er ligesom at have en racerbil, hvor nogen har gemt speederen for en, fortæller Preben Merrild Angelo, og slutter:

– Det kan jo komme til at lyde som landmanden, hvor det både er galt, når det regner, og når solen skinner, men vi har et umætteligt marked, som bider os i haserne lige nu.

Kommentarer