Værløse

Furesø modtager 1,2 mio. til tre krydsninger fra statens Cykelpulje

Furesø Kommune har modtaget statslige midler til at forbedre trafiksikkerheden på Ballerupvej og Frederiksborgvej, hvor mange cyklister krydser større trafikveje.

Furesø Kommune søgte i foråret 2021 statens Cykelpulje, der yder 50 procent støtte til projekter, der forbedrer infrastruktur for cyklister.

”Det er virkelig godt, at Furesø Kommune igen har udtænkt et så interessant projekt, at det opnår støtte. Jeg er så glad for, at vi kan øge trafiksikkerheden ved disse tre krydsninger. Det er fx et problem for skolebørn fra Flyvestationen at komme over Ballerupvej på vej til Lille Værløse Skole. Også cyklister og motionsløbere får glæde af støtten,” siger Lene Munch-Petersen.

Ansøgninger for 1 mia. kr. til pulje med 150 mio. kr.

Vejdirektoratet har netop offentliggjort listen over projekter, der har modtaget tilskud, og Furesø Kommune er blandt de heldige. Heldige, fordi der var ansøgt om ca. 1 milliard til cykelprojekter landet over, og puljen kun havde ca. 150.mio kr. til udmøntning.

Krydsninger på Ballerupvej og Frederiksborgvej

Furesø Kommunes projekt handler om at trafiksikre krydsninger to steder på Ballerupvej og et sted på Frederiksborgvej. Der bliver etableret såkaldte krydsningheller. der øger trafiksikkerheden betydeligt. En krydsningshelle er en helle, der giver mulighed for at passere vejen i to omgange, og man kan stå sikkert på midten også med ladcykel, imens man orienterer sig om trafikken en kørebane ad gangen. 

Projektering og planlægning starter i januar 2022, og anlægsarbejdet forventes afsluttet i sensommeren 2022.

Kortet nedenfor viser placeringerne.

Kommentarer