Samfund

Høje smittetal i Furesø Kommune

Smitten i Furesø er høj. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at alle lader sig teste og bliver vaccineret. Især skal du være opmærksom, hvis du bor i Hareskov Sogn. Husk, du kan være med til at bremse smitten.

Pr. 2. december er 328 blevet konstateret smittet inden for den seneste uge. Incidenstallet for hele kommunen ligger nu på 740. Der er flest smittede i alderen 6-11 og 40-64.

Husk også de generelle råd:

Bliv vaccineret

Bliv hjemme og bliv testet, hvis du får symptomer

Hold afstand

Luft ud og skab gennemtræk

Vask dine hænder tit eller brug håndsprit

Gør rent, særligt overflader som mange rører ved

Bliver du udpeget som ’nær kontakt’ til en smittet, skal du isolere dig, med mindre du er færdigvaccineret (2 stik). Alle skal blive testet på 4. og 6. dagen for seneste kontakt med den smittede.

Hvorfor skal jeg vaccineres, hvis jeg allerede har haft COVID-19?

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du bliver vaccineret mod COVID-19, uanset om du tidligere har været smittet med ny coronavirus. Det er rigtigt, at du også vil opnå immunitet, hvis du har været smittet, og i øjeblikket vil du blive betragtet som immun i mindst 6 måneder.

Vi kan dog ikke være sikre på, at den immunitet, som den enkelte får, når man har været smittet med ny coronavirus, altid er lige så god som den immunitet man opnår, når man er vaccineret. Samtidig ved vi, at graden af immunitet, man opnår efter man har været smittet, i nogen grad varierer og afhænger af, om man udvikler symptomer på COVID-19 og hvor syg man evt. bliver.

Når du bliver vaccineret opbygges der et immunrespons i kroppen, som vi med større sikkerhed kan antage er godt nok til, at man ikke kan blive smittet igen. Den antagelse bygger på dokumentationen i de kliniske studier.

Unge bliver også syge af COVID-19

Bivirkninger ved vaccinen er ikke værre end symptomerne på corona. Unge kan også blive ramt af COVID-19 og få hårde sygdomsforløb med vejtrækningsbesvær, feber, træthed og miste deres smags- og lugtesans. Nogle får senfølger, der kan vare flere måneder.

Yngre patienter udgør en stigende andel af de nyindlagte med COVID-19, fordi de ældre aldersgrupper har en meget høj vaccinationsdækning, mens tilslutningen i de yngre aldersgrupper er lavere.

Selvom man har haft sygdommen, er det vigtigt, at man også bliver vaccineret. Det giver den bedste beskyttelse og er med til at sikre en fortsat kontrol over epidemien og den smitsomme Delta-variant.

Kommentarer