Farum

Mand udgav sig for at være fra politiet

En 83-årig kvinde fra Farum anmeldte klokken 16.43, at hun omkring klokken 16 var blevet ringet op af en mand, som oplyste, at han var ansat ved politiet. 

Han bad kvinden om at overføre et større pengebeløb til en person, hvorefter hun skulle lægge sit hævekort i en kuvert og sende det med posten. 

Kvinden oplyste dog manden om, at hun ikke stolede på ham, hvorefter hun afsluttede opkaldet. 

Der skal lyde ros til kvinden for ikke at reagere på mandens anmodninger.

Nordsjællands Politi gør opmærksom på, at politiet og andre offentlige myndigheder ikke benytter sig af sådanne fremgangsmåder. Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste offentlige myndighed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted for at få dette be- eller afkræftet. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende offentlige myndighed og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.

 

Kommentarer