Samfund

Ny aftale om rammer for udvikling af Københavns Lufthavn

Regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har aftalt at arbejde for en lov, som skal skabe gode rammer for udvikling og fremtidssikring af Københavns Lufthavn i Kastrup.

Københavns Lufthavn i Kastrup (CPH) er af afgørende betydning for Danmarks forbindelser til omverdenen og for dansk økonomi. Men lufthavnens position som internationalt knudepunkt er udfordret af andre nordeuropæiske lufthavne, og arealet i lufthavnens nordområde, hvor terminalkompleks og standpladser er placeret, er allerede intensivt udnyttet.

Derfor har regeringen og en bred kreds af partier i dag aftalt at styrke rammerne for den fremtidige udvikling af lufthavnen gennem ændringer af udbygningsloven for lufthavnen. Aftalen kan læses her.

”Københavns Lufthavn er en vigtig indgang til hele Danmark for en stor del af både forretningsrejsende og turister. Det skal vi fastholde og bygge videre på,” siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek.

Konkret skal ændringerne bl.a. muliggøre en udvikling af terminalerne og ændringer af landingsbanerne inden for lufthavnens eksisterende arealer. Det skal sikre, at lufthavnen også fremover kan tilbyde en kapacitet og et serviceniveau, der matcher de internationale konkurrenter, og gør det nemt for både forretningsrejsende og private at rejse til og fra Danmark.

”Hovedstadens lufthavn er helt essentielt infrastruktur for Danmark, og med udviklingsplanen fastholder vi København som et vigtigt trafikknudepunkt i Nordeuropa. Det giver arbejdspladser og vækst til København og til Danmark. Udviklingsplanen skal også ses i sammenhæng med regeringens nyligt fremlagte strategi for, hvordan vi bliver et Power-to-X-foregangsland, så blandt andet flytrafikken kan blive mere klimavenlig,” siger transportminister Benny Engelbrecht.

I 2019 anvendte omkring 30,3 mio. passagerer Københavns Lufthavn til enten udrejse, ankomst eller transfer. Det er Københavns Lufthavne A/S’ forventning, at man vil opleve en gennemsnitlig passagervækst på 2-2,5 procent per år.

Partierne, der sammen med regeringen står bag aftalen, udtaler:

Heidi Bank, Venstre:

”For Venstre er det afgørende, at Københavns Lufthavn i Kastrup også fremover er et internationalt hub, en stærk motor for dansk økonomi og for den grønne udvikling i luftfarten. Et knudepunkt, der sikrer adgang til verden for danskere, når vi rejser ud, og når vi får besøg – om det er privat eller erhvervsmæssigt. Endelig skal aftalen være med til på sigt at mindske luftforureningen fra flytrafik i hovedstaden.”

Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti:

”Dansk Folkeparti støtter udbygningen af Københavns Lufthavn, så den kan fortsætte sin meget positive udvikling og bevare sin position som en af Nordeuropas førende”.

Mona Juul, Det Konservative Folkeparti:

”Københavns lufthavn er en central del af infrastrukturen i Danmark. Med udsigt til fortsat vækst i antallet af passagerer har det været nødvendigt at sikre, at lufthavnen de kommende år kan udvikle sig til gavn for dansk turisme og erhvervsliv. I Det Konservative Folkeparti har vi lagt vægt på, at udviklingen af lufthavnens kapacitet skal gå hånd i hånd med hensynet til det omkringliggende samfund. Derfor er det en vigtig del af aftalen, at vi undersøger, hvordan vi sikrer beboere i nabokommunerne mod støjgener. Det er en forudsætning for fortsat vækst og jobskabelse i de omkringliggende samfund.”

Ole Birk Olesen, Liberal Alliance:

“Københavns Lufthavn giver med sine mange flyafgange et enormt bidrag til Danmarks hovedstad som en by, hvor internationale virksomheder gerne vil slå sig ned, og turister gerne vil komme til. Planerne for udbygning af lufthavnen er et vidnesbyrd om forventet vækst i København i fremtiden, og vi er i LA glade for at være med til at understøtte fremgangen.”

Kommentarer