Erhverv

Nyt fra Erhvervsservice 19. oktober 2021

Erhvervsservice har samlet lidt nyt til inspiration for din virksomhed. Læs bl.a. om: – Støttemuligheder via SMV:Grøn, SMV:Vækstpilot, Omstillingspuljen, Creative Europe og Voices of Culture – MitID til erhvervslivet – Kom godt i gang som ny leder – Morgendagens salg og salgsledelse – Grøn Cirkulær Omstilling – Digitalisering for detailhandlen – Mulighed for at søge om udsættelse af afregning ifm. Corona hjælpepakker

SMV:Grøn – Få støtte til digital, bæredygtig eller menneskelig omstilling

Drømmer I om at styrke virksomhedens grønne profil? Med SMV:Grøn kan drømmene blive til virkelighed – I kan både få gødet de grønne ambitioner med rådgivning, investering og kompetenceudvikling og få en økonomisk saltvandsindsprøjtning til initiativerne. SMV:Grøn er både for SMV’ere med grønne ambitioner, som endnu ikke er kommet i gang, og til SMV’ere, der så småt har ladet ambitionerne tage form og er klar til det næste grønne niveau. Der kan søges om midler fra SMV:Grøn allerede nu.

SMV:Vækstpilot – Få støtte til ansættelse af en vækstpilot

Har din virksomhed brug for hjælp til omstillingsopgaver? SMV:Vækstpilot er for SMV’ere, der står med en omstillingsopgave og har brug for nye kompetencer i virksomheden. Du kan få nye kompetencer ind i virksomheden via en ny medarbejder – en såkaldt vækstpilot – som løser din konkrete omstillingsopgave. Fx inden for områder som digitalisering, grøn omstilling eller internationalisering. Søg puljen og ansæt en vækstpilot med 50 % tilskud til løn (max. 15.000 kr./mdr.) i op til 6 måneder. Det er muligt at deltage i webinar den 27. oktober om SMV:Vækstpilot.

Corona Omstillingspuljen – Få støtte til digital, bæredygtig eller menneskelig omstilling

Den 5. oktober åbnede Omstillingspuljen for 3. gang for ansøgninger fra danske virksomheder, som er særligt hårdt ramt af Covid-19 krisen. Der er 178 mio. kr. til uddeling i den nye pulje, og virksomheder fra alle brancher i hele landet kan søge. Der gives støtte til digital eller grøn omstilling, omstilling via kompetence- eller uddannelsesløft eller omstilling til at afsætte produkter og services på nye markeder.

Deadline: Ansøgningsfrist 28. oktober 2021.

Creative Europe – Støtte til kunstneriske, kulturelle og kreative sektorer

Creative Europe støtter de kulturelle og kreative sektorer såsom visuel kunst, fotografi, dans, teater, musik, kulturarv, arkitektur, design, cirkus, festivaler, kunsthåndværk, mode, litteratur, uddannelse og multidisciplinære projekter.

Hver pulje fokuserer på forskellige former for samarbejde, og der er forskellige krav til antal af partnere. Men hvad indebærer et succesfuldt partnerskab overhovedet, og hvordan sikrer du en god proces og udviklende samarbejde med dine vidt forskellige europæiske partnere? Det er vigtigt at have gjort sig overvejelser om, inden man ansøger puljen for samarbejdsprojekter, der åbner i slutningen af året.

Voices of Culture – Vær med i dialog om digitalt publikum i de kulturelle sektorer

Voices of Culture, den strukturerede dialog mellem Europa-Kommissionen og de kulturelle sektorer, er klar med første ansøgningsrunde for perioden 2021-2023. Emnet er at forstå det eksisterende digitale publikum og engagere nye publikummer digitalt med et særligt fokus på scenekunst og kulturarv. I lyset af COVID-19 skal diskussionen især tage udgangspunkt i erfaringerne fra nedlukningerne. De udvalgte ansøgere vil blive inviteret til et brainstormingsmøde i Goethe-Instituttet i Rotterdam den 13.-15. december 2021 og til et dialogmøde i Goethe-Instituttet i Bruxelles den 8. marts 2022 for at dele deres input. Diskussionen fra brainstormingsmødet munder ud i en rapport, der bliver præsenteret for Europa-Kommissionen til dialogmødet. Deadline for ansøgninger er den 24. oktober 2021.

NextStep – Er du klar til at udnytte dit vækstpotentiale?

NextStep er for iværksættere, som allerede har deltaget i et Iværksætterdanmark workshopforløb og bygger ovenpå den viden, du allerede har fået. På forløbet tages der udgangspunkt i dig og dit individuelle behov for kompetenceudvikling, og du kan se frem til at få tildelt din egen vækstguide, få en konkret handlingsplan og tilskud til skræddersyet rådgivning. Det kan være:

  • Kursusforløb hos privat udbyder
  • Individuel kompetenceudvikling med en ekstern rådgiver
  • Særligt tilrettelagt forløb for flere iværksættere med ekstern underviser

Digitaliseringsstyrelsen lancerer MitID

Digitaliseringsstyrelsen udruller MitID fra oktober 2021 og frem til sommeren 2022, hvor alle borgere får MitID.

Virksomhedsejere, som benytter deres private NemID til deres erhverv, får ligesom alle andre borgere direkte besked fra banken, når de skal have MitID. Virksomhedsejere og personer med fuld tegningsret for virksomheden – som i dag bruger deres private NemID til at agere på vegne af virksomheden – vil fremover kunne benytte deres private MitID på samme måde. Fx når de skal logge ind på virksomhedens digitale post, indberette momsregnskab eller underskrive dokumenter på vegne af virksomheden.

Når virksomhedsejerne har fået MitID, vil de opleve, at de i flere situationer stadig bliver bedt om at benytte deres NemID. Det skyldes, at der kan gå et stykke tid, før alle digitale løsninger har fået implementeret MitID. Derfor er det er nødvendigt, at virksomhederne beholder deres NemID – indtil de får besked om, at det ikke skal bruges længere.

Kom godt i gang som ny leder

Den nærmeste leder er ofte afgørende for, om medarbejdere elsker deres arbejde, eller om de er på vej væk – hvilken forskel gør du som leder?

Erhvervshus Hovedstaden har oprettet et kompetenceforløb for dig, der er ny leder. På forløbet får du nøglen til god ledelse, bedre indsigt i, hvad der driver dine medarbejdere og hjælp til, hvordan kan du lede dem med respekt for deres forskelligheder – uden at miste din egen autenticitet. Du kan også se frem til at få konkrete indsigter og værktøjer – og din egen plan for, hvordan du bruger din nye viden i dagligdagen. Du kan også læse Erhvervshusets 5 tip til den nye leder.

Early Warning – Hjælper virksomheder fra modgang til medgang

Har du udfordringer med betaling af skat og moms? Er du bagud med omsætningen? Eller har et længere sygdomsforløb påvirket din forretning? Uanset hvad der ligger til grund for din modgang, har Early Warning konsulenterne kun ét mål for øje: at hjælpe dig og din virksomhed sikkert videre og igennem de udfordringer, du står overfor. Sammen skaber I et overblik og lægger en plan for din virksomheds fremtid. Early Warning er et gratis, fortroligt og uvildigt tilbud til dig, som oplever modgang i din virksomhed og gerne vil gøre noget ved det. 

Dataetik – Kom godt i gang med nyt værktøj fra Dataetisk Råd

Ny teknologi åbner op for nye muligheder og kan skabe fordele for virksomheder, men med potentialet følger også risici og ansvar. Det er afgørende, at teknologien anvendes på ansvarlig vis. Derfor har Dataetisk Råd lavet et værktøj, som virksomheder kan bruge til at træffe dataetiske beslutninger både i hverdagen og i forbindelse med større strategiske valg.

Corona kompensation – Mulighed for at søge om udsættelse ifm. slutafregning

Flertallet af virksomheder og freelancere har allerede foretaget deres indberetning til den endelige slutafregning af kompensation udbetalt i foråret og sommeren 2020. Men enkelte har behov for mere tid, fx hvis de skal skaffe oplysninger fra koncernforbindelser i udlandet. Uanset grunden, så er det vigtigt, at din virksomhed allerede nu forholder sig til, om indberetning kan nås inden 30. oktober 2021. Det er muligt at anmode om yderligere 30 dage til at foretage indberetningen. Dette kan ske ved at udfylde en blanket på Virk.

Fristen gælder disse kompensationsordninger og -perioder:

  • Lønkompensation (fra 9. marts til 29. august 2020)
  • Kompensation for udgifter til faste omkostninger (fra 9. marts til 8. juli 2020)
  • Kompensation for til selvstændige og freelancere (fra 9. marts til 31. august 2020)

Morgendagens salg og salgsledelse – Webinar 27. oktober

Står din virksomhed med utilfredsstillende salgsresultater? Mangler du inspiration og råd til at få dit salgsteam til at løbe i samme retning og have et samlet salgsfokus? Så har du mulighed for at deltage på webinaret “Morgendagens salg og salgsledelse”. Erhvervshus Hovedstaden bruger spændende undersøgelser og virkelige cases til at inspirere dig og dykke ned i, hvad du som salgsleder og resten af din organisation skal have fokus på for at sikre væksten fremadrettet. Du kan se frem til at:

  • få indsigt i den seneste forskning inden for salg
  • få indsigt i de vigtigste udfordringer, som skal overkommes for at øge salgskraften i salgsteamet
  • lære 7 salgsdyder, der øger salgssuccesen markant

Grøn Cirkulær Omstilling – Bæredygtig forretning

Deltag i programforløbet Grøn Cirkulær Omstilling (GCO) og bliv i stand til at imødekomme dine kunders stadig større krav til stadig mindre klimabelastning hos deres partnere. Du får mulighed for at modtage op til 90.000 kr. til rådgivning om udvikling af din unikke virksomhed i en mere bæredygtig retning. Du får konkret viden, brugbare værktøjer og et nyt netværk af ligesindede. Du får styr på virksomhedens CO2-aftryk og konstruktiv hjælp til optimering ved hjælp af cirkulære principper – og til gavn for forretningen.

Din virksomhed skal være i kategorien små og mellemstore virksomheder (SMV) med højst 250 medarbejdere og en omsætning på maks. 50 mio. EUR. Forløbet er gratis, du skal blot investere din tid – og lyst til skabe forretning for fremtiden. Forløbet starter december 2021 og har et begrænset antal pladser.

Detail:Digital

Flere kunder og større salg via de sociale medier. Erhvervshus Hovedstaden har sammensat en unik 2-dages workshop til dig, der er ejer af en mindre detailbutik og vil forbedre markedsføring og salg både på de sociale medier (SoMe) og i din butik. Workshoppen vil gøre dig i stand til at lave SoMe-opslag, der bliver set og virker. 

  • Workshop start: 9. september – 15. september – 12. oktober – 2. november 2021
  • Pris: Deltagergebyr

Mervækst hos virksomheder vejledt af Erhvervshus Hovedstaden

Erhvervshus Hovedstadens “Effektmåling 2021” viser, at de ca. 800 virksomheder, som har modtaget vejledning fra Erhvervshuset, har klaret sig bedre end kontrolgruppen (mere end 22.000 sammenlignelige virksomheder). Omsætningen er øget med knapt 5 % mere end kontrolgruppen, svarende til en samlet vækst på 170 mio. kr. Beskæftigelsen har fået et løft på 4,3 % ift. kontrolgruppen, svarende til 164 nye jobs. Samtidig er der en mervækst på bundlinjen på mere end 24 %, og virksomhederne har dermed tjent små 300 mio. kr. mere hjem til sine ejere og aktionærer.

Erhvervsarrangementer og tilbud

Der er mange spændende arrangementer i vores erhvervskalender om bl.a. digitalisering, salg og salgsledelse, crowdfunding, muligheder for låntagere og investorer og introduktion for iværksættere. Det er gratis at deltage i stort set alle aktiviteter.

Få gratis hjælp fra Erhvervshus Hovedstaden

Erhvervshus Hovedstaden tilbyder virksomheder i hovedstadsområdet uvildig, specialiseret 1:1 sparring med deres erfarne forretningsudviklere, ny viden og værktøjer gennem events, workshops og dybdegående programforløb. 

Kommentarer