Politi efterlyser vidner efter ulykke med tre døde
Tre personer døde lørdag i et frontalt sammenstød mellem to biler. Politiet søger vidner, der kan kaste lys over to bilers kørsel forud for ulykken.
Nordsjællands Politi søger vidner, der kan være med til at klarlægge to bilers kørsel på Hillerødmotorvejen forud for den dødsulykke i weekenden, hvor blandt andre et forældrepar mistede livet.
Ud over forældreparret døde en 33-årig mand, der sad i en af to BMW’er, som politiet formoder kørte om kap, da ulykken skete.
En 24-årig mand er anholdt for at have undladt at hjælpe. Manden er desuden sigtet for medvirken til uagtsomt manddrab. Ifølge politiet kørte han ræs med den 33-årige mand, der er blandt de omkomne.
– Vidner har set, at det køretøj, hvor der var én person i, har kørt vanvidskørsel og ræs mod en anden bil. Det har vi efterforsket og fundet frem til den 24-årige mand, siger Michael Dalby.
Politiet vil gerne høre fra borgere, som har oplysninger, der kan være med til at klarlægge de to BMW’ers kørsel tidligt lørdag morgen mellem 05.30 og 06.15 på strækningen fra Hillerødmotorvejens begyndelse i Brønshøj og til ulykkesstedet på motorvejens forlængelse kort før Brødeskovvej.
Kommentarer