Kultur

TV 2 Lorry lukker og bliver i stedet til TV 2 Kosmopol

TV2 Lorry bliver onsdag til TV2 Kosmopol, hvor de kendte faste værter Kasper Blomberg, Camilla Bresemann, Marco Houlind, Rebekka Juul Bruun og Julie Andersen fortsætter under det nye navn og i et nyt studie. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Efter 34 år som TV 2 Lorry sender stationen tirsdag aften sin sidste udsendelse og genopstår onsdag under det nye navn TV 2 Kosmopol.

TV-stationen på Frederiksberg har ifølge direktør, Morten Kjær Petersen, haft et støvet image i en årrække, som der nu skal gøres op med, i form af en ny fortælling om et moderne mediehus med et nyt internationalt udsyn.

– Vi opdagede, at vi har et rygte, der hænger ved: At det er noget fra en anden tid, at det er gammeldags og langsomt. Når vi har haft fokusgrupper, har folk sagt ‘gud, det er meget bedre, end det plejer at være’, men nej, det er det ikke. Folk har bare ikke set på det i mange år, lyder det fra Morten Kjær Petersen.

Han fortæller også, at det har været svært at være et lokalmedie, når man dækker et område på 2,1 million indbyggere, derfor vil tv-stationen nu fokusere på de større emner, der samler folk på tværs i hovedstadsområdet.

– Vi kommer til at løfte blikket mere. Hvis vi har hooliganproblemer i København, ser vi på, hvordan man har løst dem i England, hvis vi har trængselsproblemer, ser vi på Stockholm. På mange områder har vi jo mere til fælles med nogle af de andre metropoler, end vi har med andre steder i Danmark.

Navneskiftet også at der indrettes nyt tv-studie og en ny hjemmeside, samt at TV-værterne rykker tilbage til adressen på Frederiksberg.

Kommentarer