Webinar om gode overgange til seniorlivet
Sundhedsstyrelsen afholder webinar om deres ti gode råd til overgangen mellem arbejdsliv og pension. Webinaret handler om overvejelser man kan gøre sig, og ting man skal være opmærksom på, når man planlægger at trappe ned eller helt forlade arbejdsmarkedet.
Overgangen fra arbejdsliv til seniorliv er noget mange mennesker ser frem til. For de fleste er seniorlivet også en livsfase med høj livskvalitet. Mange seniorer er et sted i livet, hvor de har masser af overskud til at kaste sig ud i nye ting. I dag er pension derfor mere udvikling end afvikling.
Perioden lige omkring overgangen kan dog også være en svær tid, hvor der dukker mange spørgsmål op om hvad du nu skal engagere dig i, hvad der skal give mening herfra, hvilke fællesskaber du skal være en del af, og hvem du er, når du ikke længere arbejder. At gå på pension kan give en ny frihed, men det kan også være en frihed, der kan være svær at håndtere.
Deltagere
Webinaret henvender sig til alle borgere, som ønsker nye perspektiver på, hvordan man kan få en god overgang fra arbejdsliv til seniorliv. Du er også velkommen, hvis du har en forælder, en ven eller en partner, som du synes kunne bruge råd til overgangen.
Webinaret henvender sig desuden til kommuner, pensionsselskaber, faglige organisationer, frivillige foreninger og andre, som gerne vil inspireres til at understøtte gode overgange til seniorlivet.
Programpunkter
- Hvad er pension i det 21. århundrede?
- Præsentation af Sundhedsstyrelsens 10 gode råd om overgangen fra arbejdsliv til seniorliv
- Case-baserede fortællinger om overgange til seniorlivet
- Film om overgange til seniorlivet
Der vil løbende være mulighed for at stille spørgsmål til oplægsholderen.
Oplægsholder
Aske Juul Lassen, ph.d., rådgiver og formidler om pensionsovergange og seniorarbejdsliv i Den 3. Akt og lektor ved Center for Humanistisk Sundhedsforskning på Københavns Universitet. Aske Juul Lassen er etnolog og har i 10 år forsket i seniorers hverdagsliv og nye måder at forstå pensionen på. Han har udgivet bogen ’Livets tredje akt’, podcasten ’Pensionens 10 bud’ og han har været med til at udvikle Sundhedsstyrelsens 10 gode råd om overgangen.
Tidspunkt
Webinaret afholdes den 25.november som gå-hjem-møde fra klokken 15.30 til 17.00.
Det er gratis at deltage, og tilmelding er ikke nødvendig.
Kommentarer