Samfund

DGI: Alarmerende at markant flere unge mistrives

Flere unge mistrives, og markant flere 16-24 årige kvinder oplever stress, viser tal fra Sundhedsprofilen 2021. DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen mener, der er alt for meget fokus på at være perfekt og præstere. Derfor skal idræt være et frirum.

Danskernes sundhedstilstand er blevet dårligere. Det viser tal Sundhedsprofilen 2021. Og det springer især i øjnene, at mistrivslen blandt unge kvinder og mænd er steget voldsomt. Hver tredje kvinde mellem 16 og 24 år har lav mental trivsel, og det er en fordobling siden 2010.

”Tallet er alarmerende, og det viser, at vi har et kæmpe samfundsproblem. Der er alt for meget fokus på at være perfekt og præstere og være på sociale medier. Vi skal arbejde langt mere målrettet med at skabe frirum for unge og have mindre fokus på perfekthed, og her kan de aktive fællesskaber i idrætsforeninger gøre en forskel,” siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

Idræt skal være et frirum fra præstationspresset

Derfor vil DGI, som tæller over 6.600 idrætsforeninger, arbejde målrettet for, at idrætsforeninger i højere grad har attraktive tilbud til unge og dermed er med til at styrke deres mentale, sociale og fysiske sundhed. Men udfordringen er, at mange unge i dag ikke er med i en forening.

”Idrætsforeningerne skal derfor i højere grad have tillbud, som ikke mindst unge kvinder har lyst til at deltage i og engagere sig i. Hvor der er fokus på det sociale og hvor vi kan skabe frirum fra præstationspresset. Kvinderne ved godt, hvor fedt det er at være aktive, men de kommer ikke afsted. Derfor har vi også brug for at forældre, lærere og rollemodeller betoner vigtigheden af fysiske fællesskaber,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Behov for meget mere samarbejde

Sundhedsprofilen viser, at kvinder i alderen 16-24 er den gruppe, hvor flest har en lav mental score. Over halvdelen af de 16-24 årige kvinder har en høj stress-score, og hver sjette føler sig ensomme.

”Det er helt vildt, at så mange har lav mental trivsel. Jeg er også stærkt bekymret for pigerne under 16 år, for selvom de ikke er med i undersøgelsen, så lur mig om de ikke de har samme udfordringer. Udviklingen råber på langt mere brobygning i form af et stærkere samarbejde mellem idrætsforeninger, ungdomsuddannelser, videregående uddannelser og andre, så de unge kender tilbuddene, eller der kan være tilbud på skolerne,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Flere er overvægtige

Sundhedsprofilen viser, at mange ønsker at leve sundere. Syv ud af ti vil gerne være mere aktive, og det kan danne grundlag for flere målrettede indsatser.

Men samtidig viser tallene, at andelen af overvægtige er steget, og at markant flere mænd og kvinder er svært overvægtige.

”Det kalder på et samfund, der i langt højere grad har fokus på forebyggelse af overvægt. For eksempel via en tidlig indsats i daginstitutioner og ved at hjælpe flere børn og unge til et aktivt fritidsliv. Vi skal arbejde langt mere forbyggende, og det forventer vi også en folkesundhedslov vil,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Det er Danske Regioner, der står bag forslaget om en folkesundhedslov, og DGI og omkring 70 andre organisationer bakker op.

Kommentarer