Samfund

Furesø bliver elektrisk den 3. november

Kan mit boligselskab få opstillet ladestandere? Kan det virkelig lade sig gøre at pendle på el-cykel fra Farum til Kastrup hver dag? Kan jeg spare penge på samkørsel? I november sætter Furesø Kommune fokus på den bæredygtige mobilitet. Antallet af elbiler og elcykler hos borgere og virksomheder skal op.

I 2030 skal Furesø Kommune have en markant mindre CO2 udledning. Målet skal nås i samarbejde med erhvervsliv og borgere om langsigtede, innovative miljø- og klimaløsninger. Sådan lyder et af byrådets 2030-mål, og det gælder blandt andet den måde, vi fragter os rundt på.

Da Furesø Byråd vedtog Ladestanderstrategien i 2020 var der 188 el-biler i Furesø Kommune. Da Danmarks Statistik opgjorde mængden i januar 2021 var der 352 el-biler ud af det samlede antal biler i Furesø: 17.512. Det er et skridt i den rigtige retning, men der er alligevel et stykke vej, hvis Klimarådets vurdering om, at 1/3 af bilerne skal være elektrisk i 2030. Det vil Furesø Kommune ændre på ved at give borgere og virksomheder konkrete råd og idéer om elcykler, elbiler, ladestandere og samkørsel ved arrangementet “Furesø bliver elektrisk”.

”Furesø bliver elektrisk” i Farum Kulturhus

Den 3. november kl. 18-19.30 vil leverandører af ladestandere og el-cykler, samt folk med erfaringer med at etablere ladestandere og erfaringer med cykle langt på el-cykler stå klar i Teatersalen i Farum Kulturhus. En række oplæg gør de besøgende klogere på, hvordan man gør, hvordan det kan fungere, både i dagligdagen og rent teknisk og praktisk. Det er altid svært at ændre adfærd, men erfaringerne og mulighederne viser, at det er absolut muligt.

Lene Munch-Petersen (A), formand for Udvalg for natur, miljø og grøn omstilling, er selv i gang med at vælge elbil, ladestanderoperatør og abonnementsordning: ”Der er mange spørgsmål, der melder sig, men også dilemmaer – især hvis man ikke har sin egen p-plads, men skal tage beslutningen i et fællesskab, hvor nogen måske ikke har bil overhovedet og andre ikke er interesserede.

El-cyklen er en del af den elektriske mobilitet, der ikke kun giver CO2 besparelser, men også forbedrer sundheden. På Furesø Elektrisk kan man møde 3 lokale cykelhandlere med kvalitets-elcykler, og høre et indlæg om cykelpendling mellem Farum til Kastrup hver dag.

El-cyklen er også en del af løsningen, og cyklismen er stigende i Furesø. Kommunen registrerede i september 2020 det største antal cykler på de furesøske cykelstier nogensinde.

“Folk har givetvist følt et kæmpe behov for at komme ud og røre sig, landet var jo åbent en kort tid, inden det lukkede igen. Men det viser blot, hvor stort potentialet for cyklismen og el-cyklismen på de mellemlange og lange distancer er. Jeg håber derfor, at rigtig mange vil lægge vejen forbi Furesø bliver elektrisk, og får inspiration og viden om mulighederne for at gøre deres mobilitet elektrisk”, udtaler Lene Munch-Petersen.

Se programmet, tilmeld dig og læs Furesø Kommunes vejledning for opstilling af ladestandere på www.furesoe.dk/elektrisk 

Fakta

  • I dag er der 352 el-biler i Furesø Kommune ifølge Danmarks Statistik (januar 2021). Klimarådet vurderer, at der i 2030 skal være 1 million el-biler i Danmark for at transporten bidrager med ca. 60 % af CO2 reduktionen, svarende til ca. 33 % af bilparken i Danmark.
  • Dansk Elbil Alliances og DTUs har også foretaget fremskrivninger af el-bilparken. Hvis disse vurderinger er korrekte, er det beregnet, at der i 2030 vil være mellem 6.500 og 8.400 el- og hybridbiler i kommunen.
  • 30 % af familierne i Furesø Kommune har ikke bil.
  • Ca. 21 % af boligerne i Furesø Kommune har ikke egen parkeringsplads med mulighed for at opstille egen ladestander. En del af disse borgere bor i bolig- andels-, ejer- og grundejerforeninger med fælles parkeringspladser

Kommentarer