Furesøs børn møder musikken i 2022
Slots- og Kulturstyrelsens pulje ”Grib Engagementet” har bevilget 1.010.000 kr. til projektet ”Mød Musikken” i Furesø. Projektet skal bidrage til udvikling af nye musiktilbud til børn med autisme.
I foråret 2022 vil lærere fra Lille Værløse Skole og Furesø Musikskole blive tilbudt et kursus i musikterapi, der skal komme børn med særlige behov til glæde.
Kurset afvikles i et samarbejde mellem Furesø Musikskole, Lille Værløse Skole og lektor Ulla Holck fra Center for Dokumentation og Forskning i Musikterapi, CEDEMUS, Aalborg Universitet.
Kurset handler om musikundervisning målrettet børn med Autisme Spektrum Forstyrrelse (ASF). Til efteråret skal den nye viden bruges til at udvikle og afprøve nye musiktilbud til alle alderstrin på skolen.
Musik til flere målgrupper
Borgmester i Furesø, Ole Bondo Christensen (A) er begejstret for det nye projekt, der passer godt ind i byrådets prioritering.
”Vi har netop afsat midler i budgettet til at understøtte, at musikundervisning kommer ud til flere og nye målgrupper, fordi det er en vigtig del af børns opvækst og udvikling”, understreger han.
God erfaring med musik
Lille Værløse Skoles leder, Peter Thomsen tilføjer:
”Vi har god erfaring med musik til børn med ASF, og med projektet kan vi blive endnu bedre til at rammesætte og optimere disse tilbud. Kompetenceudviklingen af lærerne betyder, at vi også fremover kan tilbyde musik til eleverne. Vores autismeafdeling har børn fra hele kommunen, så det kommer bredt ud og kan måske også gavne de øvrige elever”, tilføjer han.
Projekt med en varig effekt
”For Furesø Musikskole er det et relevant og bæredygtigt projekt. Musik kan give bedre trivsel og socialt engagement hos børn med ASF, så det er vigtigt, musikskolelærerne får udviklet deres kompetencer her. Samarbejdet med lektor Ulla Holck fra CEDEMUS kan bidrage til en brugbar evaluering, så vi fortsat kan inkludere denne målgruppe bedre”, siger Jes Gram, der er leder af Furesø Musikskole.
Om puljen
Puljen ”Grib Engagementet” har uddelt 20 millioner kroner til i alt 13 forskellige kommunale modelforsøg, der skal udforske langtidsholdbare modeller for at give flere børn og unge adgang og lyst til deltagelse i kunstneriske aktiviteter. Projekterne skal afsluttes ved udgangen af 2022.
Kommentarer