Klimapartnere i Furesøs virksomheder vil booste den grønne omstilling
Furesøs erhvervsliv lancerer nu ideen om klimapartnere, der med hjælp fra Furesø Kommune skal sætte fuld fart på den grønne omstilling i virksomhederne. Her spiller grønne, kommunale indkøb en vigtig rolle
Gør verdensmålene til hverdagsmål, lyder budskabet fra en arbejsgruppe blandt Furesøs virksomheder. På et møde i Furesø Kommunes erhvervskontaktudvalg har arbejdsgruppen netop præsenteret forslaget om klimapartnerskaber, der er et konkret udspil til, hvordan erhvervslivet og kommunen sammen sætter skub i den grønne dagsorden.
“Ideen bag Furesø Klimapartner er, at alle virksomheder i Furesø Kommune kan blive klimapartnere. De deltagende virksomheder forpligter sig til at sætte mål for klimaindsatsen mod til gengæld at få del i viden og gode ideer fra de andre partnere og fra rådgiverne i Furesø Kommune. Samtidig kan de trække på en ”klimadetektiv” – en person, som ikke kan vide alt, men kan skabe forbindelser mellem klimapartnerne, bære ideer videre og støtte op om formidling,” fortæller Mogens Brusgaard, næstformand i kommunens erhvervskontaktudvalg, der er et fælles mødeforum for Furesøs erhvervsforeninger, virksomheder og kommune.
Fra verdensmål til virksomhedsmål
Grøn omstilling koster, men pointen er at konvertere omstillingen til indtjening – eller at gøre de ukonkrete verdensmål til konkrete virksomhedsmål, der kan ses på bundlinjen, fortæller Mogens Brusgaard.
“klimadetektiven skal være med til at holde omkostningerne for den enkelte virksomhed nede og understøtte netværket på tværs af brancherne. Hvis en virksomhed gør sig nogle erfaringer med at energioptimere, ja så skal de erfaringer stilles til rådighed for andre, for det vinder både klimaet og virksomhederne ved,” understreger han.
Erhvervskontaktudvalgets formand, Ole Bondo Christensen (A) er begejstret for erhvervslivets udspil, der skaber en god, konkret ramme for, hvordan Furesøs virksomheder underbygger den samlede klimaindsats for hele kommunen.
“At gøre Furesø klimaneutral inden udgangen af dette årti er en kæmpeopgave, der kræver, at alle bidrager. Men det er det ambitiøse mål, vi i byrådet har sat. Derfor skal der arbejdes på flere fronter. Vores varmeforsyning er ét sted. Vi skal øge mængden af fjernvarme fra 40 procent i dag til 80 procent og anvende virksomhedernes overskudsvarme. Vores indkøb skal være mere grønne, og vi skal se på affald, transport med elbiler, cyklisme og mange andre ting,” siger han.
“Det fine med denne model for klimapartnerskaber er, at den enkelte virksomhed kan sætte ind, hvor det giver mest mening. Det vil være fantastisk, hvis vi kan etablere en fælles platform, hvor vi kan tilføre og dele viden. Klimapartnerskaber har potentiale til at være den model, forvaltningen vil anvende i forhold til erhvervslivets indsastser for at nå Furesøs 2030-mål, og det er en model, vi kan implementere, så den underbygger vores mange andre indsatser,” tilføjer han.
Grønne indkøb også på dagsordenen
De lokale virksomheder fik på mødet i kommunens erhvervskontaktudvalg også lejlighed til at kommentere på Furesø Kommunes udkast til en ny indkøbspolitik. Furesø Erhvervsforening anbefaler i sit høringssvar, at Furesø Kommune bliver endnu mere ambitiøs i forhold til grønne indkøb, fortæller Birgit Ritter, foreningens formand.
“Kommunen er en stor indkøber og kan virkelig skubbe på den grønne omstilling ved at sætte en klar miljøprofil på sine udbud. Samtidig vil det være et godt fundament for de lokale virksomheder, hvis der i et udbud for eksempel er fokus på en lav klimabelastning ved varetransport, eller at varerne skal være produceret af lokale råvarer,” siger hun.
I den nye indkøbspolitik rykker miljø og bæredygtighed op som et afgørende mål for de kommunale indkøb, skarpt efterfulgt af åbenhed om indkøbene og et tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv, fortæller Ole Bondo Christensen.
“Indkøb er ikke altid nogen nem balancegang. Der er hensynet til vores lokale leverandører og indkøbsfællesskaber, der er hensyn til pris, kvalitet og at vi køber ensartet ind. Der er hensyn til arbejdsforhold og etik, og så er der hensynet til miljøet og klimaet. Men ét sted, hvor enderne ofte mødes er, ved at vi handler klimarigtigt, når vi handler lokalt. Her vil vi i den nye indkøbspolitik lægge en fleksibilitet ind, så vi får bedre mulighed for selv at vurdere, hvornår Furesø skal lave sine egne udbud, hvornår vi skal gå sammen med andre og hvornår vi skal følge de nationale udbud,” siger han.
Kommentarer